Rollen som den ondskabsfulde, etbenede pirat John Silver er utroligt udfordrende. 45-årige Jens Mandrup Østerlund fra Helsingør har spillet den før, og nu er han igen i Mastodonternes familiemusical Skatteøen.
Han er far til tre og skolelærer i Gladsaxe. Men i disse dage er 45-årige Jens Østerlund også den blodtørstige pirat John Silver i Mastodonternes musical Skatteøen, hvor han har været skuespiller, siden teatrets begyndelse i 1988.
”Det er altid sjovt at skyde og fægte på scenen, og denne forestilling rummer rigtig meget action,” fortæller Jens Mandrup Østerlund.
“Det er også en fornøjelse at synge de helt fantastiske sange, som forestillingen byder på. Jeg skal hoppe rundt på et ben hele forestillingen. Det er utroligt hårdt og nedslidende, men heldigvis har jeg gjort det før.”
30 år med sammenhold og store succeser
Jens Østerlund har været med i de fleste af Mastodonternes forestillinger siden begyndelsen i 1988. Dermed har han snart 30 år bag sig med Mastodonterne.
”Det har været 30 fantastiske år med sammenhold og store succeser,” siger Jens Mandrup Østerlund.
“Vi havde nogle store øjeblikke i begyndelsen af 00’erne. Dengang var Mastodonterne en af de få teatergrupper, der havde fundet ud af, at der var stor efterspørgsel på familieforestillinger i efterårsferien i København.”
Fra gymnastiksal til store scener
Det er blevet til mange minder gennem årene.
”Jeg glemmer aldrig en lørdag formiddag, hvor jeg kom cyklende mod Cirkusbygningen, hvor vi spillede Pippi,” fortæller Jens Mandrup Østerlund.
“Jeg måtte slå bremserne i og kigge en ekstra gang, da jeg blev mødt af en publikumskø, der strakte sig fra Vesterport Station til Cirkusbygningen. Folk stod som sild i en tønde, og jeg kan huske, at jeg tænke, ’hold fest, der er virkelig sket noget, siden vi spillede i gymnastiksalen på Asminderød Skole i slut 80’erne’.”
“15 mand på en død mands kiste!”
Skatteøen handler om unge Jim Hawkins, som får fat i et sagnomspundet skattekort – og det bliver begyndelsen på et stort eventyr. Sammen med de britiske gentlmen, Godsejer Trelawney og Dr. Livsey, drager Jim ud for at finde Skatteøen og den berygtede skat.
Men Jim og hans venner er ikke de eneste, der er på skattejagt. Et slæng af blodtørstige pirater, anført af den etbenede John Silver, er nemlig lige i hælene på dem, og de vil gøre alt for at få fingre i skatten.