Category

Ikke kategoriseret

Mød Gummi T

By | Ikke kategoriseret, nyheder | No Comments

Rollen som Gummi T skal spilles af Johan Engel Bolving, som har medvirket i Mastodonternes forestillinger siden 2014.

Rollen som Ivan kræver en ufattelig fysisk forståelse af egen krop, da man både skal spille splejset og kikset, og senere får overdimensionelle evner. Derudover skal skuespilleren hver aften modtage en omgang buksevand, hvilket altså bliver noget af en våd fornøjelse.

Johan glæder sig til de mange udfordringer, der bliver med hovedrollen Ivan: ”Rollen som Ivan Olsen er fantastisk udfordrende, fordi den har flere facetter. Det ene øjeblik er han et bundnaivt mobbeoffer, der har svært ved at styre sin egen krop – det næste øjeblik, er han den sejeste og stærkeste på skolen. Det er en sjov opgave at skulle spille begge dele, og jeg håber, det også bliver sjovt for publikum at opleve den forvandling.

Gummi T er en af Ole Lund Kirkegaards børnebøger, som har et meget vigtigt budskab, nemlig: ”Du er god nok som den du er”. Netop dette budskab glæder Mastodonterne sig til at sprede, og minde børn og voksne i alle aldre om, at det er det indre, der tæller.

Gummi T spiller fra d. 14/2 – 23/2 2020i Hillerøds splinternye multiarena: Royal Stage.

Mastodonterne skriver historie

By | Ikke kategoriseret, nyheder | No Comments

I 2020 åbner Hillerød Royal Stage, som skal lægge hus til både kulturevents, sportsbegivenheder, politiske møder og meget mere. Mastodonterne har fået den store ære at åbne Royal Stage Hillerød med et brag, med forestillingen ’Gummi T’.

Med plads til over 3000 mennesker, bliver Royal Stage Nordsjællands største teatersal, og bliver forhåbentlig et knudepunkt for teater og sport nord for København. 

Mastodonterne glæder sig til at åbne den store sal med manér, og med en forestilling, der henvender sig til hele familien. ’Gummi T’ spiller i februar, og egner sig til alle teaterelskere fra 7 år og op. 

Det bliver en dejlig familiemusical med både sang, dans og en vigtig morale, når publikum skal møde den splejsede Ivan, der hverken kan svinge sig i lianer, spytte langspyt eller læse.

Gummi T spiller fra d. 14/2 – 23/2 2020. 

Prøverne på ’Gummi T’ er i fuld gang

By | Ikke kategoriseret, nyheder | No Comments

Prøverne er i fuld gang på Gummi T, i Mastodonternes nye øvelokaler i Hillerød.

De 60 medvirkende er ved at lære de mange sange, danse og optrin, som er med i Gummi T. Sangene er hentet fra poppens verden, og med mobiltelefoner på scenen, løbehjul og knallerter, er Mastodonterne ved skabe et ægte skolegårdsmiljø – som desværre ikke behandler Ivan Olsen særlig godt. 

Ole Lund Kirkegaards historie er for alvor blevet oversat til år 2020, og er klar til at sætte vigtigt fokus på mobning. Mastodonterne ser frem til at fortælle den vigtige morale, som historien bærer på. 

Turbånd og teater

By | Ikke kategoriseret | No Comments

Når du bestiller billetter til musicalen ’Askepot’, har du også mulighed for at købe et turpas til halv pris. Med et turpas kan både store og små prøve alle Bakkens forlystelser lige så mange gange, de vil. Det er opskriften på den perfekte efterårshyggedag, når Mastodonterne og Cirkusrevyen inviterer på både turbånd og teater.

Mastodonterne – 30 år

By | Ikke kategoriseret | No Comments

I 1988 bestod Mastodonterne kun af 12 unge mennesker i alderen 15 til 22 år. Dengang havde de ikke en anelse om, hvad de var i gang med at starte. At kalde teatergruppen ”Mastodonterne” var egentlig lidt for sjov, for som navnet siger, er der tale om noget stort og voluminøst, og det var lige præcis det, de IKKE var. Men navnet var godt, for det passede til de mål og ambitioner, som de alle havde.

Nu er 30 år gået, og der er sket så ufatteligt meget siden 1988 – naturligvis. Det har ikke kun været en succeshistorie, selvom de store øjeblikke altid presser sig på, når man tænker tilbage. Det har også været en tur i rutsjebanen med opture og nedture – præcis som livet er. Skruer man tiden tilbage, og lader minderne få frit løb, står de i kø for at blive husket. Måske var du med som publikum da Dronningen og Prins Henrik oplevede Mastodonternes ”Tordenskiold” i 1997. Eller husker Sebastians første forestilling som instruktør i Ronja Røverdatter – 1999. Mange husker ”Klokkeren fra Notre Dame” i 2002, for der var over 100.000 inde og se forestillingen i Cirkusbygningen. Og ganske få husker stykket fra 1989 ”Det gode menneske fra Sezuan” for der kom i alt kun 386 publikummer, men til gengæld husker mange børn ”Pippi” som blev spillet i 2003, 2005, 2007, 2011 og 2017, og er dermed Mastodonternes mest spillede, med langt over 100 forestillinger.

Hvert år gennem de 30 år Mastodonterne har eksisteret, har man forsøgt at gøre det endnu bedre. En genopsætning er aldrig… en genopsætning. Der kommer altid ny erfaring og nye skuespillere til, som er med til at forfine og forbedre udtrykket i forestillingen.

Mastodonterne har altid tiltrukket meget dygtige mennesker. Nogle af dem er gået hen og blevet professionelle teaterfolk, og det er en stor fryd at opleve dem på de etablerede scener velvidende, at de fik deres ballast og første erfaring hos Mastodonterne. Og ellers har Mastodonterne efterhånden bestået af folk i alle aldre, former og talenter. Der har gennem tiden været fin plads til de værste primadonnaer blandet op med hårdtarbejdende scenefolk. Hysteriske og excentriske skuespillere uden situationsfornemmelse og rolige gemytlige skuespillere, som kunne skabe den gode stemning. Om hver af de over 1000 personligheder som er, eller har været, Mastodont, kan der fortælles en eller flere historier – spændende og hyggelige… gruopvækkende og morsomme. Det har aldrig været kedeligt.

Vores jubilæumsår i 2018 er ekstra spændende, da vi står overfor at skulle præsentere en helt ny forestilling, som ikke har set dagens lys i Danmark før. Musicalen ”Askepot” er egentlig en gammel musical, men er endnu ikke opdaget her i landet. Det er Rodgers og Hammerstein, der har skrevet forestillingen og den er meget kendt i USA og England – men altså, først nu kommer den til Danmark. For at gøre det hele endnu mere spændende, skifter vi spillested fra Tivoli til Bakken. ”Askepot” skal nemlig spille i Cirkusrevyens telt, og Bakken har, for første gang, åbent i efterårsferien, så der er liv, alle forlystelserne og restauranterne i spilleperioden. Sædvanligvis spiller vi også i FrederiksborgCentret i Hillerød. Når ”Askepot” er færdigspillet, tager vi fat på årets julestykke – ”Nisserne i Julerød på de skrå brædder”, som spiller i starten af december.

Det bliver et 2018 med lutter nye forestillinger, som flot markerer vores 30 års jubilæum.

Om Mastodonterne er klar til endnu 30 år er umuligt at vide. Mastodonterne spiller hver forestilling, som var det den sidste. På den måde får man det bedste teater.

Tak for 30 år – Steen Lünell – Stifter og teaterchef

Nisserne i Julerød – ser rødt!

By | Ikke kategoriseret | No Comments

Mastodonterne præsenterer en helt ny juleforestilling for hele familien: ”Nisserne i Julerød – Ser Rødt.”

I Julerød er hele byen på den anden ende: Møllernissens niece Nissabella, som skulle være kommet på julebesøg, er forsvundet – og nisserne har mistanke om, at det kan være de farlige trolde, der har taget hende!
De planlægger en redningsaktion for at redde hende, men inden den bliver sat i værk, bryder nisse-drillestemningen pludselig ud: kanelen bliver byttet ud med chili, nisser klæder sig ud som trolde og nogle kommer galt afsted med en mel-kanon.

 

Glæd dig til at møde nogle af Julerøds mest elskelige nisser såsom Møllernissen, Hugo Drillenisse, Klumpetud og mange, mange flere.

 

Juleforestillingen byder på en række helt nye julesange, som med garanti vil få hele familien i Julestemning.

24 børn fra et julemærkehjem oplevede Skatteøen: Det var meget stort for os

By | Ikke kategoriseret | No Comments

Torsdag aften var helt speciel for 24 børn fra Julemærkehjemmet Kildemose. Mastodonterne havde nemlig inviteret de mange børn og deres pædagoger en tur i teatret for at opleve musicalen Skatteøen.

“Det var en fantastisk oplevelse,” fortæller Lene Schou, som er forstander på Julemærkehjemmet Kildemose.

“Det var meget stort for os alle sammen. Mastodonterne har endnu en gang gjort det virkelig godt.”

De mange børn bor på julemærkehjemmet i 10 uger, hvor det handler om alt fra mobning til vægttab. Og det betyder noget at få en oplevelse som den, de fik med Skatteøen.

“Det bidrager til, at det også er sjovt at være her,” siger Lene Schou. “Det skal jo ikke kun være motion og kost det hele. Det betyder meget at få sådan en oplevelse i fællesskab og at snakke om den bagefter. Hils alle i Mastodonterne og sig tak! Det har så stor en betydning for børnene også at få sådan en kulturel oplevelse.”

Inspireret til fællesskab

Mastodonterne har et stort ensemble, og i nogle af scenerne i Skatteøen er der mange skuespillere på scenen på én gang. Og det var noget, børnene lægger mærke til.

“De bliver inspirerede, når de ser, at man i fællesskab kan træde frem og spille og synge,” fortæller Lene Schou. “Det giver virkelig anledning til en god snak om, hvad det vil sige at gøre noget sammen.”

Selvom oplevelsen med Skatteøen var en god oplevelse, er det ikke for sjov, at børnene bor på julemærkehjem.

“Når de kommer på julemærkehjemmet, fortæller de, at de oplever ensomhed og mobning. De siger, at de gerne vil gerne have mere selvværd og selvtillid – men også flere venner. Vi har også børn, som ikke går i skole længere, fordi de er blevet mobbet, og det er blevet alt for meget.”

Julemærkehjemmet Kildemose hjælper børnene på flere måder.

“Hvis man spørger børnene, så er det vennerne, der er det bedste ved at være her,” fortæller Lene Schou. “Men det er også vægttabet. Børnene taber sig i gennemsnit 9,3 kilo i løbet af et ophold. Det er cirka et kilo om ugen, og det er super flot. Det har også en betydning i forhold til deres selvtillid, og at de tør kontakte andre børn og lærer at sige nej til mobning.”

12-årige Conrad debuterede i Skatteøen: Min adrenalin var på højste level

By | Ikke kategoriseret | No Comments

Conrad Bengtsson er blot 12 år gammel, og lige nu spiller han hovedrollen i Mastodonternes opsætning af den populære musical Skatteøen. Fredag havde han sin første premiere nogensinde.

Da Mastodonterne havde premiere på Skatteøen i FrederiksborgCentret fredag den 25. august, var det med den blot 12-årige Conrad Bengtsson i rollen som modige Jim Hawkins.

Og da Conrad gik på scenen sammen med resten af holdet, var det første gang nogensinde, at han spillede for et publikum.

“Min adrenalin var på højste level, efter vi var færdige med premieren,” fortæller Conrad Bengtsson. “Jeg hoppede rundt og glædede mig til premierefesten. Min familie var ret glade –  virkelig glade! Mine fastre har aldrig set mig spille og synge, så en af dem blev helt rørt, og så blev jeg også helt rørt.”

Vi er i fuld gang med premieren, og Jim får lige en skramme på armen inden 2. akt. ☠️ #skatteøen #mastodonterne

A post shared by Teatret Mastodonterne (@mastodonterne) on

Første gang på scenen nogensinde

“Det var helt sindssygt vildt for mig at spille den første forestilling,” fortæller Conrad Bengtsson. “Det var mega spændende, fordi jeg aldrig har prøvet det før. Det var nyt. Det var… sindssygt!”

Da publikum var ved at indfinde sig på stolerækkerne, gik der mange tanker gennem den unge skuespillers hoved.

“Jeg tænkte, ‘Lad være med at lave nogle fejl. Slå koldt vand i blodet og fyr den af’,” siger Conrad Bengtsson. “Jeg synes, det gik rigtig godt. Det giver 50 % af forestillingen, at der er et publikum.”

Ikke færdig med Mastodonterne

Fredagens premiere på Skatteøen var Conrad Bengtssons første forestilling med Mastodonterne. Og det er et teater, han gerne vil spille med fremover.

“Jeg er overhovedet ikke færdig med Mastodonterne!” siger Conrad Bengtsson. “Det er nogle af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det er helt vildt, hvor godt de tager imod én, når man er ny. Og man får så hurtigt venner.”

Conrad Bengtsson deler rollen som Jim Hawkins med 13-årige Jonathan Westphal Stennicke.

SÅDAN! ☠️☠️☠️ #premiere #skatteøen #mastodonterne

A post shared by Mastodonterne (@mastodonterne) on