Foreningen Mastodonterne kom til verden den 16. april 1988, og fejrede derved 25 års jubilæum i 2013.

De første år af Mastodonternes liv havde foreningen hjemsted i Fredensborg/Humlebæk kommune, men i 2004 flyttede teatertruppen til Hillerød.

I 1999 indledte Mastodonterne et tæt samarbejde med komponisten og sangskriveren Sebastian, der udover at instruere truppens forestillinger også komponerede en ny musical -Klokkeren fra Notre Dame- specielt til Mastodonterne. Musicalen havde urpremiere i Cirkusbygningen i København i 2002. Dette samarbejde medvirkede til, at Mastodonterne udviklede sig fra at være lokal forening, der hovedsaligt var kendt i Nordsjælland, til at blive en landskendt teatertrup med forestillinger i København, Jylland og på Fyn. Mastodonterne har altid været drevet af en ambition om at levere kvalitet og være i konstant udvikling.

Foreningen tilstræber at producere forestillinger for hele familien, og der bliver derfor både opført børne- og voksenforestillinger. Uanset om der står Peter Pan, Les Miserables, eller Ronja Røverdatter på plakaten, har Mastodonterne siden år 2000 været én af de bedst sælgende teatre i Danmark med omkring 50.000 solgte billetter hvert år.

”I Mastodonterne spiller man for publikum ikke for sig selv”. Dette princip har altid været en af grundpillerne i Mastodonternes udvikling, og været medvirkende til at foreningen har opnået en fremtrædende position i dansk teater. En udvikling hvor målet er, at give publikum en uforglemmelig oplevelse hver gang Mastodonterne går på scenen.