Mastodonterne er altid friske på at prøve noget nyt. Gennem efterhånden rigtig mange år havde varemærket været mastodontiske musicals fremført med store optrin, et kæmpe ensemble, imponerende kulisser, voluminøse korsatser og sprudlende kostumer.

Med forestillingen Closer Than Ever ville Mastodonterne præsentere noget ganske andet. Det blev til en bevægende, intim musical om det moderne menneske, fortalt gennem en perlerække af smukke sange fremført af blot fire talentfulde skuespillere. De stærke følelser og de store beslutninger var i fokus, når publikum blev ført ind i en fortælling om virkelighedens udfordringer.

Forestillingen, som oprindeligt er på engelsk, havde aldrig før været opført på dansk, så det var også med en vis stolthed, at Mastodonterne kunne kalde det en ægte danmarkspremiere – sunget på dansk. Forestillingens instruktør Jens Nørkjær stod for oversættelsen, som blev godkendt af rettighedshaverne i England.

Closer Than Ever blev flot modtaget af publikum, og det er ikke sidste gang, Mastodonterne forsøger sig med en ”kammermusical”, som i Mastodont-regi ellers er et ret uudforsket land.

Forestillingen blev opført i Støberihallen i Hillerød i juni 2015.