2012 skulle blive en milepæl af de helt store for Mastodonterne. Med musicalen Dracula kunne teatret præsentere en forestilling om én af litteraturens største figurer med musik, der aldrig før var hørt – med andre ord en verdenspremiere, skrevet og instrueret af Mastodonternes formand, Steen Lünell.

Dracula er kærlighedshistorien om en ung prins, som mister alt han har kært, og lever i mørket som den onde Grev Dracula. Han har påkaldt sig alle onde magter og finder sin næring ved at drikke blod fra mennesker. Blodet giver ham liv og gennem 400 år har han levet i smerte, indtil han pludselig finder kærligheden igen.

Forestillingen bød på en masse flotte scener og mange spændende personer som tilsammen fortalte en smuk, uhyggelig og gribende historie.

Med en smuk og episk scenografi, 100 skuespillere på scenen, omkring 500 kostumer og et 7-mands orkester, opførte Mastodonterne Dracula i Tivolis Koncertsal i efterårsferien 2012, og sidenhen i FrederiksborgCentret, Hillerød i november samme år.