Historien om den lille dreng Emil fra gården Katholt i Lønneberg havde længe stået på ønskelisten over forestillinger, som Mastodonterne ville opføre. Men forestillingen havde ikke det rigtige manuskript, som levede op til de krav, en stor Mastodont-musical skal have. Derfor måtte der laves en særaftale, hvor Mastodonterne fik lov til at plukke de bedste historier fra bøgerne og samtidig benytte de velkendte sange fra filmen, så historien om Emil fra Lønneberg kunne fortælles helt perfekt.

Stykket bæres hovedsageligt af børnene, Emil og Ida, og det var derfor meget vigtigt at de helt rigtige blev castet i rollerne. Sangene af Georg Riedel fik et forfriskende pust og blev udsat for stort kor, hvilket gjorde dem endnu smukkere og mere stemningsfyldte. Emil fra Lønneberg blev en stor succes for Mastodonterne, og især i Tivoli i efterårsferien kom mange tusinde publikummer ind og så musicalen om Emil. Der gik et sus gennem publikum når Ida virkelig blev hejst op i flagstangen, og der blev grint højt når far Anton igen og igen blev offer for Emils mange skarnsstreger.

Emil fra Lønneberg blev spillet i august/september 2015 i FrederiksborgCentret i Hillerød, og i efterårsferien i Tivolis Koncertsal.