Den hyggelige stemning, FrederiksborgCentret og Mastodonterne havde skabt i 2013, måtte ikke stoppe. Det, at tilbyde publikum først at blive bespist med risengrød og siden se teater, var blevet så stor en succes, at det skulle blive en tradition.

Igen skulle det være Jul på Slottet, og stykket bestod næsten af de samme skuespillere som i 2013 – dog med enkelte undtagelser og rokader. Julehyggen var dermed sikret, og publikum kunne igen følge Prinsesse Miamaja og Prins Valentins trængsler inden det hele endte lykkeligt og det atter kunne blive jul.

Foruden forestillingen Jul på Slottet stod Mastodonterne også for underholdningen ved åbningen af Hillerøds levende julekalender. Det gik ud på, at alle 24 låger i julekalenderen var repræsenteret i udvalgte butikker i Hillerød. Hver dag frem til den 24. december blev en låge åbnet, og 11 mastodont-nisser stod i den forbindelse for at levere spas og løjer. Der blev læst eventyr – også skrevet af Mastodonterne – og børnene blev taget med på nissejagt, så alle 24 nisser kunne samles inden juleaften. På den måde gik erhvervslivet og kulturen i Hillerød hånd i hånd på en forbilledlig måde, og de mange fremmødte kunne få et pusterum med deres børn i den travle december.

Det blev således en teaterspækket jul for Mastodonterne, med nisseshows hver dag og forestillinger med Jul på Slottet fra den 14. – 21. december i FrederiksborgCentret, inkl. dobbeltforestillinger i weekenderne.