Mastodonterne har en to-do-liste med mange ønsker på. Der er flueben ved rigtig mange af ønskerne, fordi de er gået i opfyldelse. Det kunne være at optræde i Falconersalen, synge med Stig Rossen, få Sebastian til at skrive en musical til Mastodonterne, optræde med Sort Sol, spille tre forestillinger på én dag. Der er flueben ved alle de nævnte – og mange flere selvfølgelig. Men på listen er der også at spille i Glassalen i Tivoli, og dér var ikke noget flueben.

Så da Tivoli tilbød Mastodonterne at spille en forestilling i Glassalen, blev der ikke tøvet et sekund. Forestillingen blev Pippi, som Mastodonterne har opført rigtig mange gange før. Der skulle ikke mange prøver til, før alle var klar til at levere historien om den rødhårede vildbasse, som er en plage for alle voksne og en glæde for alle børn.

Mastodonterne spillede Pippi i Glassalen i Tivoli i påsken 2017 fra den 13. – 17. april, med dobbeltforestillinger hver dag.